Om skibet

Om Skonnerten MIRA

MIRAs historie


MIRA blev bygget som tomastet skonnert ved Rasmus Møllers Værft i Faaborg i 1898 af Niels Søren Hansen. Han ville have et smukt skib, og det fik han. Da MIRA var nybygget, var skibet så fint, at familien fra Bogense Jernstøberi hyrede den til sin første opgave og tog på ferietogt i sommeren 1898. Dermed er MIRA Danmarks første charterskonnert.

 

Efter togtet gik arbejdet i gang som sejlførende fragtskib. Det var før lastbilerne og de store broers tid og skipper Niels "MIRA" Hansen, som han blev kaldt, og hans dæksdreng sejlede de indre danske farvande tynde med alverdens gods.

Fra 1898 til slutningen af 1960’erne sejlede MIRA som fragtskib i Skandinavien. MIRA gik i drift som sejlførende passagerskib i 1974 til glæde for tusindvis af danskere.


I år 2004 blev MIRA købt af Wilders Plads Ejendomme A/S på Christianshavn og har siden sejlet ud af København, ud i Danmark og nabolandene med glade gæster.

Dybere ned i historien


Niels Søren Hansen og hans dæksdreng levede et hårdt og nøjsomt liv på havet. De samlede bær og gik på jagt i land for at spare på udgifterne. Da Niels solgte skibet, gik han i land og boede i sit lille hus i årene efter. De gode gamle dage fandtes ikke til søs i starten af 1900-tallet.


Skipper Johannes Holm overtog skibet efter bygherren og fik en hård arbejdsbyrde med i købet. Det lettede en del, da han i 1935 installerede den første maskine med en cylinder og 16 hestekræfter. Den stod dog ofte passivt hen, da brændstofmanglen under Anden Verdenskrig bragte sejlene tilbage.

I slutningen af 1940’erne var tiden definitivt ved at løbe fra sejlskibene, så Mira blev rigget ned til kun at have et støttesejl og således kæmpede hun hårdt på fragtmarkedet, indtil konkurrencen til sidst tog livet af de små fragtskibe.

Efter få år som stenfisker blev den solgt.


Ingeniør Claus Jacobsen forelskede sig i skibet og købte det i 1971 for atter at rigge det op. Som genopbygget sejlskib sejlede Mira dels med glade chartergæster og dels med unge, som trængte til positivt indhold i tilværelsen.

 

I 1993 blev Mira skadet ved en påsejling og måtte på værft. Det viste sig, at tidens tand havde været hårdere ved Mira end forventet. Motorsaven blev startet op og efterlod kun ganske lidt af det originale skib.


Fonden Mira af København blev stiftet med det ene formål at bevare denne kulturhistoriske værdi for eftertiden. Statens Skibsbevaringsfond, Augustinus Fonden, Tuborg-fondet, Arbejdsmarkedets Feriefond, Louis Poulsen og andre valgte at støtte restaureringen på E.M. Bådbyg i Gilleleje, som gik i gang i 1996.


I 1999 var Mira atter klar til at gå i drift som charterskib med et udseende som ved fødslen. Kun modificeret, så skibet opfylder de krav, som gæsterne og Søfartsstyrelsen stiller til komfort og sikkerhed.

 

Wilders Plads Ejendomme på Christianshavn købte Mira i 2004 og skibet har i dag fast plads ved adressen Christianshavn Kanal 4, 1406 København K.

MIRA i tal
Hjemhavn København
Kaldesignal OXEY
Byggeår 1898 i Faaborg
Bruttoregisterton 39,29 brt
Vægt 58 ton
Skroglængde 18,50 m
Længe overalt 29,50 m
Bredde 5,05 m
Dybgang 1,95 m
Sejlareal 270 kvm
Mastehøjde 20,00 m
Hastighed for sejl op til 10,5 knob
Hovedmaskine Detroit Diesel 180 Hk

Johannes fortæller


Hør om fragt for sejl og livet på Mira. 


Et sort/hvidt foto af en sejlbåd i vandet
Share by: